Stauder - Planteoversigt

Salgsinformation


Stauder
Forventet salgstidspunkt: marts – november.
Med forbehold for udsolgte planter.

Gul abeblomst

Mimulus guttatus 


Kraftigvoksende ca. 30 cm høj klumpplante med oprette stængler med aflange blade, der er 2-3 cm lange. Blomstrer i juni-august med gule, rødprikkede 2-5 cm store maskeblomster, der sidder parvis. Kræver en fugtig, eller våd og næringsrig jord. Er en god sumpstaude, der også kan dyrkes på lavt vand. Vil gerne vokse i fuld sol.

 

Akeleje

Aquilegia vulgaris 


Staude med pælerod og rosetter af langstilkede, flerdelte, blågrønne blade. 40-80 cm høj. Nikkende klaser af smukke blå, rosa eller hvide blomster med korte, krumme sporer. Blomstrer i juni-juli. Fugtig men veldrænet jord. Sol/halvskygge. Fin til forvildning i letskyggede skovbundsområder eller naturprægede staudebede. Frøstandende er meget dekorative.

 

Alunrod

Heuchera 

Klumpplante med rosetter af for det meste 5-lappede blade med hjerteformet bladgrund. Fine dun på blade og stængel. Friske blade kan bruges i salat. Mange forskellige bladfarver alt efter art og sort. Der findes ca. 40 arter og et utal af sorter. Det er mest krydsninger, man kan købe, ofte Heuchera × brizoides. 30-50 cm høj.
Blomstrer i maj-august med røde eller hvide klokkeformede og meget små blomster i åbne klaser på sarte stængler.
Dybmuldet, veldrænet og humusholdig jord. Sol /halvskygge/skygge. God til staudebedet, krukker og til bunddække.

 

Bakkestjerne

Erigeron hybrid 


Smuk staude med blå, rosa eller lysviolette kurvblomster med gult øje. Blomstrer i juni-juli. Minder meget i væksten om en asters. Næringsrig og veldrænet jord, der ikke må tørre helt ud. 50-80 cm høj alt efter sort. Kræver opbinding. En god afskæringsblomst. God biplante.

 

Blåøje - græslilje

Sisyrinchium angustifolium 


Blåøje har smalle, lige, mørkegrønne blade med en blå dug. Bladene kom­mer fra de øverligt liggende rodstokke. Blomsterne er 3­tallige, blå eller hvide. Blomstring i maj-juni. Højde ca. 20 cm. Blade og blomsterstængler visner ned efter afblomstringen. Blåøje foretrækker en sandmuldet, godt drænet jord i fuld sol. Blåøje kan plantes på stenhøje eller stenbede, men også for­an i stauderabatten eller som kant. Det er en udpræget forsommerplante. Har den gode betingelser, breder den sig hurtigt.

 

Daglilje

Hemerocallis-hybrid  ’Sammy Russel’ 


Denne daglilje har meget smukke, store og rødbrune blomster med gul midte.50- 70 cm mellemhøj staude. Blomstrer i august-september måned. Trives i sol/halvskygge. Vokser i almindelig fugtig, men veldrænet havejord. Middeltvoksende, opret og fuldt hårdfør staude.  Knopperne og blomsterne kan spises.

 

Hvid fredløs

Lysimachia clethroides 


Hvid fredløs er, som de øvrige fredløs en lidt aggressiv plante, der breder sig nemt og er en god og selvplejende forgrundsplante langs busketter og læhegn. Vil man have den i baggrunden i staudebedet, kan det anbefales at holde den lidt på plads ved at grave den ned i bedet stående i en spand med hul i bunden. Hvid fredløs har flotte, hvide og vajende blomsteraks, der tiltrækker sommerfugle, bier og andre insekter. Planten bliver ca. 70 cm høj og trives i forskellige jorde, blot de er fugtighedsbevarende. Vokser i sol/halvskygge.

 

Hjertegræs

Briza media 


Hjertegræs er en smuk staude. Svajende let og graciøs med spinkle, fine og hjerteformede græsaks. 20 - 40 cm høj. Hjertegræs er sød i buketter og dekorationer både i frisk og tørret stand. Trives i sol, halvskygge og ikke for fugtig jord.

 

Kattehale

Lythrum salicaria 


Kattehale er en rigtig god og smuk sumpstaude og den kan tåle at stå med rødderne i vand, men kan også stå andre steder blot jorden er fugtighedsbevarende f.eks. en lerjord. Kan bliver op til 1 m høj. Fuld sol/halvskygge. Blomstrer i juli-august med mange små rødviolette blomster på opretstående aks. En god insektplante, der besøges af bl.a. sommerfugle, bier og svirrefluer.

 

Hulkravet kodriver

Primula veris 

Meget smuk forårsbebuder. Blomsterne er gule med små orange pletter i svælget og de sidder samlet i en hængende blomsterstand. Bladene er rynkede og ægformede og sidder i roset.10-20 cm høj. Blomstring april-maj. Sol/halvskygge. Trives i de fleste jorde, gerne kalkholdig. Den er spiselig dog ikke i store mængder p.g.a. indhold af salicylsyrer. De C-vitaminholdige blade kan bruges til f. eks. at blande i salater og i fars. De duftende blomster kan bruges til urtete, til snaps og i marmelade.  

 

Storblomstret Kodriver

Primula vulgaris


Storblomstret kodriver er forårets sendebud, da den blomstrer før løvspring. I modsætning til andre kodriver har denne art korte stængler. Bladene sidder i roset, er omvendt ægformede og smalner jævnt af mod grunden. Bladundersiden er dunhåret. De bleggule blomster sidder enligt på uldhårede stilke fra rosetten. Kronen er fladkravet med orange pletter nær svælget. Frugten er en ægformet kapsel. 15 cm høj. Trives i fugtig muldjord.

 

Kugleprimula

Primula denticulata


Meget tidlig, robust og smukt blomstrende staude. Aflange, matgrønne blade med takket bladrand og hvidmelet underside. Højde 20 cm. Kugleformet blomsterstand med smukke lyslilla eller hvide blomster i april-maj. Er god til afskæring - en rigtig forårsbebuder!
Næringsholdig, humusrig og fugtig men veldrænet jord. Sol/halvskygge. Også fin i surbundsbedet.

 

Kærmindesøster

Brunnera macrophylla 


Kærmindesøster er en 30-40 cm høj staude, som har stive stængler og nærmest hjerteformede, hårede blade. Det er en meget robust staude med lette stande af  små klart blå forglemmigej-lignende blomster med hvidt øje. Blomstrer i april-juni. Næringsholdig, fugtig men veldrænet jord. God skovbunds-eller bunddækkeplante i halvskygge.

 

Lodden løvefod

Alchemilla mollis 


Meget smuk 30-40 cm høj bladplante med grågrønne 9-11 lappede blade, der udskiller vanddråber så planten næsten altid glimter af dugperler. Får flotte gulgrønne blomster i luftige skærme i juni-juli. Holder sig smuk længe og kan til sidst klippes ned og vil hurtigt danne nye blade og evt. blomster. Stiller ikke de store krav til jordbund. Fuld sol/halvskygge/skygge. En af de mest anvendelige stauder såvel til bunddække, rabatstaude og skovbundsstaude.

 

Løvehale

Phlomis russeliana 


Løvehale er en rigtig flot staude med de gule etagestillede læbeblomster i juni og de stedsegrønne grågrønne hårede blade om vinteren. Den er meget skulpturel om vinteren, når den står med flotte, brune frøstande. Den kan vokse i en mager, sandet, veldrænet jord i fuld sol/halvskygge. Bliver ca. 40-60 cm. Er også smuk i den vilde have.

 

Hvidplettet lungeurt

Pulmonaria officinalis

Klumpplante med ovale, vintergrønne, stivhårede blade med hvide pletter. Højde 30 cm. Blomsterstand med mange tragtformede blomster, der er mørkrosa i knop men efterhånden går over i himmelblåt. Blomstrer april-maj. Humusholdig, gerne kalkholdig og fugtig jord. Sol /halvskygge/skygge. 
God skovbundsplante mellem buske og træer. God biplante.

 

Lægestokrose

Althaea officinalis 


Lægestokrosen er meget smuk med sine svagt rosa/hvidlige  blomter og lidt hårede, grågrønne blade, som er behagelige at røre ved. Blomster i juli-september på en opret stængel. Rigtig god insektplante. En af vore ældste lægeplanter og både rod, blade, blomster og frø kan bruges. Af roden har man bl.a. lavet altæabolsjer.

 

Mandstro

Eryngium 


Mandstro er en staude med stålblå blomster, som har et fantastisk farvespil i haven. Blomsternes farver går fra stålblå, til metallisk lilla/blå eller blå/grå. Planten skal stå i fuld sol og i veldrænet jord. God i buketter. Blomsterne kan tørres og de bevarer deres farver. Der findes flere arter af mandstro bl.a. alpemandstro, kæmpemandstro og strandmandstro.

 

Martsviol

Viola odorata 


Martsviol er en rigtig forårsbebuder med sine smukke blomster. Den har grønne, hjerteformede blade og fint duftende dybviolette blomster. Det er en lille, fin og duftende staude til bunddække i haven. Kan vokse i alt slags jord i sol og skygge. Har spiselige blomster, der bl.a. andet kan bruges til kandiserede violer eller som pynt på salatskålen.  Gammel lægeplante der blev brugt mod bl.a. hovedpine og mavebesvær.

 

Montbretia

Crocosmia× crocosmiiflora 


Nem knoldplante der kan brede sig med underjordiske udløbere. Bladene er græsagtige og friskgrønne. Fresialignende, let buede blomsterstande med trompetformede smukke orange blomster. Blomstring juli-oktober. Sol/halvskygge. Får en fin frøstand. Er en god gammel havestaude som er blevet meget populær igen. Næringsrig, humusholdig og fugtig men veldrænet jord.

 

Potentil

Potentilla atrosanguinea ’Emilie’   


Denne staude har smukke rødbrune lidt fyldte 2-3 cm brede blomster. Blomstring i juni-august.  30-40 cm høj. Trives i sol/halvskygge i en ret tør og veldrænet jord. Tåler ikke stående vintervæde. Kan bruges som forgrundsplante i staudebedet.

 

Purpur-torskemund

Linaria purpurea 


Purpur-torskemund er en bedårende, smuk, længeblomstrende og sejlivet staude. Den er spinkel og graciøs. Får oprette blomsterstængler med smukke rosa, lilla eller hvide læbeblomster. 50-90 cm høj og den vælter ikke. Den begynder at skyde i det tidlige forår med smukt og sundt udseende, støvet grønt løv. Blomstring juni til midt oktober. God til afskæring. Purpur-torskemund er en meget sund og nem plante, og selv hen på sensommeren ser løvet og de nye blomster friske og sunde ud. Purpur-torskemund er også velegnet til at dyrke i krukker. Purpur-torskemund er en nøjsom plante, der trives fint i direkte sol og gerne på en tør jord. Den vokser fint op mod en sydvendt facade, hvor planter ellers ofte får det for varmt og tørt.

 

Purpursolhat

Echinaceae purpurea


Plante med rosetter af ovale, tandede ruhårede blade. Rødlige stængler med modsatte stængelblade. Højde: 60-90 cm. Op til 12 cm store kurvblomster med mørkrosa bladkroner og brunorange skivekroner. Blomstrer juli-oktober. Dybmuldet, veldrænet og humusholdig jord. Sol /halvskygge. God til staudebedet og til lyse skovbryn. God bi- og sommerfugle-plante.

 

Alm. Sankthansurt

Sedum telephium


Tueformet, opret vækst. Bladene er tykke og ovale. Hårdfør sukkulent. 30-40 cm høj. Blomstrer i aug.-oktober, og blomsterne sidder samlet i en halvskærme-formet top. Kan gro i meget forskellig jord, men trives bedst i en let kalkholdig jord. Tørketålende. Sol/halvskygge. Sankthansurt blev førhen kaldt for kærlighedsurt, fordi den blev brugt til at tage varsler omkring kærligheds-forhold. Gl. lægeplante, mest mod brandsår. Bladene fra sankthansurt kan spises i salater. De minder i smag om ærtebælge. God bi-og sommerfugleplante. God til afskæring, den er meget holdbar. Mange forskellige sorter. F.eks ’Matrona’ med let rødlige stængler og blade og lysrosa blomster.

 

Solbrud

Helenium hybrid ’Ruby Tuesday’ 


Flot staude med rødbrune kurvblomster med gulbrunt øje. Lancetformede, tandede 10-15 cm lange blade. Højde 50 cm  Blomstring juli-september. Trives i alm. fugtig men veldrænet jord. Velegnet til snitblomst. God til mellemgrund i staudebede.

 

Sæbeurt

Saponaria officinalis 


En gammel nytteplante, der som navnet siger, har været brugt som sæbe. Roden indeholder saponin, et organisk stof, som opløst i vand skummer som sæbe. Fin staude med svagt lyserøde blomster i juli-september. 30-60 cm høj.  Blomsterne holder længe og er vidunderlige i buketter. Meget robust plante, der kan gro i al slags jord – den ses da også af og til forvildet i grøftekanter. Breder sig med udløbere. Trives i fuld sol/halvskygge.

 

Ædelkortlæbe

Teucrium chamaedrys 


Halvbusk ca. 30 cm høj med udløberdannende, opstigende grene med blanke, mørkegrønne blade, der er stedsegrønne. God som kantplante. Trives på almindelig veldrænet jordbund, som gerne må være kalkholdig. Mørkrosa læbeblomster på et endestillet aks. Blomstrer i juni-august. Det er en god biblomst.

 

Staude-lathyrus/ Ærtebomst

Lathyrus latifolius 


Flerårig klatreplante. Mørkrosa blomster. Undertiden også violette og hvide blomster.  Den kræver støtte, så den er fin op ad plankeværk, pergola eller espalier. Jo flere blomster der plukkes, desto flere knopper sætter planten. Placeres solrigt. Trives i porøs, næringsrig jord. Har ikke samme stærke duft som de et-årige lathyrus.